Fejø gruppe - der i skrivende stund består af ni mikroer (børn i børnehaveklasse og første klasse), 6 minier (anden og tredje klasse) og en enkelt junior (fjerde klasse) har vinteren igennem oplevet mange forskellige ting på deres søndagsmøder. Faktisk har man som spejder i år bl.a. kunnet opleve så forskellige ting som at slukke en ildebrand (under kyndig vejledning af Bjarke), komme tilbage til stenalderen (da Kristian guidede os til at finde stenalderredskaber på Skalø) og så til at høre historien om strudsen der spiste en mobiltelefon (som kun Flemming kan fortælle det)..
Der har været rigtig mange dejlige timer for børn og os heldige voksne der får lov at være med. Især har det været fantastisk at det lykkedes at få mange fra øen - både forældre men også mange der slet ikke har med spejderne at gøre ellers - til at tage imod opfordringen om at bidrage med et besøg, en historie, en eftermiddag. Bliv ved med det!
Nå, men spejderlivet byder jo på mange udfordringer. Og temaet for april har været madlavning og hulebyggeri. Og både små og lidt større gik til projekterne med krum hals. Vi havde fået lov til at hente et par graner i Thorkels plantage, så det var saven på nakken og så afsted. Nu kan det jo godt være lidt af et projekt at fælde et grantræ når man er 6 år. Men så er det jo godt at man har hinanden til hjælp. Vi voksne forsøger at holde os i skindet og nøjes med at assistere (og ikke tage over) og så i øvrigt at holde masken når man overhører samtaler som f.eks. denne mellem to mikroer:
Sarah til Emma: "Spejdere giver aldrig op!"
Emma: "Ligesom Olsenbanden..."
Forældrene var inviteret til at komme den sidste søndag i april for at hygge og spise den mad, spejderne havde lavet. Menuen bestod - foruden en skøn gryderet - af spejderklassikere som brændenældesuppe og trylledejsindpakkede bagekartofler. Og efter maden var det tid til det der var højdepunktet for mange: uddeling af mærker for de forskellige aktiviteter. Der var mange stolte modtagere i blandt..
Nu glæder vi os til de forestående sommerbegivenheder; tur til Torrighytten i St. Bededagsferien, Billedlotteri i juni og så selvfølgelig årets sommerlejr der i år går til Egemosecentret ved Farum.
Lille spejder. Stor sav. MEGET stort træ!
Vejen er lang og træet er stort.
Heldigvis kom et par drenge til undsætning da armene var for trætte
Meen... der manglede lige lidt flere grene...
Tekst og foto: Merete Rostrup Nielsen
Comments