Vi mødte op i Dybvig Havn og blev kede af at høre, at efter en prøvetur i Aalborgjollen syntes Jan at det blæste for meget til at man kunne tage de små med ud på deres første tur i jollen. Efter en times tid klarede det noget op, og med en god voksen besætning i Aalborgjollen med rebet sejl, og med erfarne sejlere i jollen Wings, kunne vi tillade os at sejle ud i bølgerne og modvinden fra øst, idet de 4 børn under 10 år kunne tage med al bagagen (og to voksne) i den rummelige båd Tanker.
Turen gik rigtigt fint, og efter adskillige kryds havnede vi i godt læ nord for havnen på Femø. De to største både lå for svaj, og Wings blev brugt til at fragte Tulle, Loui, Thomas og Clara i land, efterfulgt af flere ture for at hente alle pakkenellikerne.
Der lå en perfekt lejrplads kun 200 meter fra hvor vi landede: Læ bag en fyrreskov, blød blomstereng at ligge på, og udsigt direkte til solnedgangen over vandet.
For at kunne få Wings lidt nemmere frem og tilbage mellem Tanker og stranden lavede vi en tovforbindelse mellem Tanker og land, holdt oppe med fendere. De to tolvårige, Anders og William, hjalp med at svømme frem og tilbage. Pludselig kom Anders op af vandet i en fart; han var svømmet ind i en brandmand, og var ramt på ansigt, krop og ben. Det var tydeligvis ganske forfærdeligt, men han tog det fattet. Vi prøvede at skrabe med en skarp ting, da en lokal Femøbo kom forbi. Han var meget venlig, og kom straks med gode råd: Masser af sæbe, som er basisk. Anders blev sæbet ind over det hele, og efter en times tid stilnede det af!
I mellemtiden var teltlejren blevet slået op, et bål tændt, og pølserne kommet på risten. Der var brød og bagte kartofler, og melon og popcorn rundede aftensmaden af. Solen gik ned, og satellitterne kom frem, mens vi sad ved bålet og sang et par sange.
Ved sengetid viste det sig, at et af teltene var indtaget af bænkebidere, tanglopper og ørentviste, men heldigvis fandt drengene plads i et bedre telt, mens et par voksne overtog insekterne.
Vi sov faktisk godt, men vågnede kl. 7.15 ved at en telefon ringede. Det var sidste nyt fra Fejø: Blommerne er modne og skal plukkes.
Morgenmaden blev indtaget i solskin på stranden med te/kaffe lavet på bål, men efterhånden kunne vi høre buldren af torden i det fjerne, så vi fik lidt travlt med at pakke sammen.
Hjemrejsen foregik i medvind eller sidevind, og tog kun en time. Midtvejs opdagede Jan, at han ikke havde ild med om bord i Aalborgjollen, som vi nu havde besluttet skulle hedde Freja, og vi fik fundet hans lighter ombord i Tanker og overrakt den i rum sø.
I medvind var der lejlighed til at observere sømærker og fugle, og besvare nogle af de spørgsmål, som alle havde fået udleveret før starten.
Indsejlingen til Dybvig var uden problemer, og jollerne kunne med fordel sejle direkte ind til den nye jollebro. Da vi fejrede hjemkomsten med is og kaffe i Cafe Dybvig kom de første regndråber.
Alle var enige om, at det havde været alle tiders tur!
Tekst og foto: Sue Upton og John Larsen
Recent Comments